For at opgaverne kan godkendes, skal de testes undervejs. Dette er tit fasen, hvor man risikerer at tidsplanen og økonomien stikker af. Jeg anbefaler altid, at man inkluderer testspecialister, også kaldet QA'ere (Quality Assurance) i teamet. Det er samtidig god udviklingsskik, at inkludere disse allerede ved nedbrydningen af opgaverne. Her kan de komme med deres input og definere såkaldte testcases, så det er helt klart, hvad der skal til for at godkende opgaverne. På den måde minimerer man antallet af gange, opgaverne ryger retur til udviklerne, hvilket er både dyrt og tidskrævende. Når projektet nærmer sig sin afslutning, skal der ligge en plan klar for udrulning på tværs af udviklingsmiljøerne.